tirsdag den 28. oktober 2014

Nøj! Det for børn.....

"træning og mesterlære kræver eksperters direkte interaktion med lærende, fordi læring opstår i et direkte engagement mellem en enkelt lærende og en enkelt ekspert" Hubert og Stuart Dreyfus

I øjeblikket kan man finde mig sidde og tude til en tv serie. Og nej den er ikke på Netflix eller Hbo, den er ikke britisk eller amerikansk og der er ikke engang nogen der bliver stemt hjem.
Det foregår på Ramasjang, men burde måske foregå mange flere steder i samfundet og måske særligt i uddannelses systemet. Det handler om tv programmet "Dansk Hulebyg" som bliver sendt hver tirsdag kl. 17 på Ramasjang.

Programmet handler om Hulemester Barlebo, der drager rundt i det ganske land og hjælper børn mellem 7 og 13 år med at få realiseret deres huledrøm. Barnet fører an, hulemesteren lytter, ideudvikler og kommer med løsningsmuligheder, der bliver skitset og bygget model.
Her er ikke nogen børn der skal overtales til at hjælpe til, her er børn der arbejder sammen med mesteren, og bliver en betroed medarbejder, som får ansvar for rigtige opgaver og rigtigt værktøj. Vi ser her nogle børn som for evigt vil kunne gribe en boremaskine og kunne forstå en arbejdstegning.

Hvorfor er det så så godt?

Jeg vil lade børnene fra programmerne sige det hele selv:

"Når man er mellemste barn, så er man jo den, der bliver lidt overset en gang i mellem, så det har været meget sjovt at prøve at være hovedpersonen"

Det er barnet der er i centrum, og den voksne er der på barnets præmisser.

"Hulemester Barlebo, han er god at bygge sammen med, og han opfylder de ønsker, jeg havde, han er underholdende og han gør det ikke bare selv, men spørg om jeg har lyst til at hjælpe."

Det er barnets vision der bliver taget alvorligt og ført ud i livet.

"Han er en mand der giver sig god tid, hvis der er ting man ikke er så god til at lave på hulen (...) hvor at læreren er sådan: "ej det her skal du lave hurtigt", hvor hulemesteren er sådan; han bruger den tid det tager at lave de forskellige ting."

Der er tid til fordybelse og det gode håndværk er i højsæde, børnene bliver introduceret til fag-termer og der bliver ikke hoppet over hvor gærdet er lavest. Det er tydeligt at hulerne også dur og holder, når filmholdet drager bort. Det er tv for projektets skyld ikke for underholdningens skyld. At det så ender med at være både underholdende og rørende, og et fint blik ind i forskellige børns liv og tanker er bare dejligt.

Børnene og seerne bliver introduceret til en metode, et tankesæt og en måde at tilgå verdenen på. De ser og oplever en person der sætter pris på håndværk, som får barnet og os til at sanse og mærke efter. Vi forstår materialer og sammenhænge og der opstår et ægte praksisfælleskab mellem barn og voksen. Der bliver kittet vinduer og tætnet pakninger med pakgarn og pakkesalve og samtidig bliver der filosoferet over de små og store ting i livet, mens landskab og udsigter bliver betragtet.

Programmet er ærligt og redeligt. Ærligt fordi det bliver i den virkelige virkelighed. I mange andre af DR Ramasjangs formater, som også bruger grebet: ægte barn kommer ind i tv' et og noget sker, møder barnet oftest en opdigtet person som bare er en tv-person, der med mere og specielt mindre heldigt resultat spiller en rolle i ren fiction. Det er ikke rigtige mestre men lad som om mestre, ikke rigtige kagebagere, detektiver og monsterbustere, men bare nogen der lader som om.
Her har vi til gengæld at gøre med en ægte mester, en hulemester som kan lære fra sig fordi han besidder reel viden. Det handler om troværdighed og fordybelse.

Redeligt fordi mesteren deler af sin viden. Forstået således at der ellers er en tendens til at mesteren, den rigtige mester bliver dommer. Som i bagedysten, hvor Blomsterberg og co bedømmer deltagernes færdigheder, uden selv at byde ind og dele ud af deres viden. Hulemesteren deler ud, rundhåndet og med varme og respekt.

Når jeg sidder med min 4,5 årige og skuer ud over Ramasjangs programflade, er dansk hulebyg absolut et af de fornemmeste tilbud til de små poder, og jeg håber på mange sæsoner, hvor der kan bygges huler i skoven, på landet ja selv inde i storbyens asfalt jungle. Alle børn har brug for steder som er deres egne, hvor de uforstyrret kan fordybe sig, være kreative og lege uden læringsmål og voksnes anvisninger.

Bare hør drengen fra 4 afsnit:
"Huler kan være et sted hvor man ligesom kommer væk fra alting og hvor man bare kan slappe af og være dem selv.(...) Det er vigtigt at man kan få lov til at være sig selv, at man ikke bare skal være, som ens forældre siger eller sådan som ens lærer: "du skal sidde stille på din plads,du må ikke larme", hvor når man kommer ud i hulen, ja så kan man ligesom gøre hvad man har lyst til."

Her er et menneske som giver af sig selv, sin viden, sin kærlighed og passion. Som møder børnene som medmennesker og ligemænd. Det er et fint eksempel på mesterlære, og et fint tilbud til børn og voksne i alle aldre.

Se selv med: